Kenya

Elefanterne bevæger sig langsomt og majestætisk fremad, bøflen græsser fredeligt, løven ligger årvågent og skuer ud over området, det lidt kluntede næsehorn tramper over vejen – og pludselig stormer leoparden frem i sin jagt …

Her dufter af natur, græs og støv – og overalt høres dyrenes karakteristiske lyde og fuglenes sang og vingesus.

I Østafrika er du en del af naturen – og sammen med verdens bedste safariområder, de store sletter og savanner og de mange dyrearter i deres naturlige habitat, venter helt unikke safarioplevelser.

Her hænger årstid og rejsetidspunkt nøje sammen og sæsonen er afgørende for om safarien slutter i Nairobi eller med en badeferie … men tag først på safariinspiration i en beskrivelse af Østafrikas mange muligheder.

Skriv for mere info

Nairobi

Når du som dansker går gennem haven ved Karen Blixens hus, så føles det som om, du har været her før … for pludselig står du midt i filmen ’Mit Afrika’ om Karen Blixens liv i Kenya og nærmest venter på Denys Finch Hatton. Selvom han ikke dukker op, så er Nairobi absolut et besøg værd, for byen byder også på både elefantbørnehjem, girafcenteret og Kazuri Perlefabrikken, som er et socialt bæredygtigt projekt, hvor kvinder sikres job under ordnede forhold, så de kan forsørge deres familier.

Sidst men ikke mindst har Nairobi som den eneste storby i verden sin egen nationalpark – og byen giver dig sammen med en god dags oplevelser et godt indblik i Østafrikas udvikling.

Lake Navaisha og Lake Nakuru

Kanten af den stor Rift Valley når du på toppen af bjergene mellem Nairobi og søområderne – på vej mod Lake Navaisha, hvor din lodge med udsigt til søen byder dig velkommen. Glæd dig til en drink mens hjorte, zebraer og giraffer majestætisk bevæger sig ind igennem haven – og lad safarien begynde.

Sejl ud på Lake Navaisha, mød søens indbyggere, de store flodheste, der ligger og svaler, mens fiskerne meget forsigtigt arbejder rundt om dem. Nyd det rige fugleliv, de op til mange tusinde flamingoer ved Nakuru – og vær måske endda så heldig at få en Big Five-oplevelse i Lake Nakuru søens fine Game-område.

Mount Kenya

Det 5.199 høje Mount Kenya med sin sneklædte tinde dukker op i horisonten som det karakteristiske vartegn for Mount Kenya National Park. Her er naturen markant anderledes, dyrelivet specielt og tæller flere dyrearter, som udelukkende findes her. Vær på udkig efter to helt særlige abearter, mere end 100 fuglearter, elefanter, leoparder og mange forskellige antilopearter … her er flere dyreoplevelser, du aldrig glemmer.

Samburu

Samburu-folket, der er i familie med Masaierne, vandrer i den tørre vejside af grusvejen, når du nærmer dig den ørkenlignende nationalpark, som trods tørheden har et rigt og interessant dyreliv med flere sjældne dyrearter. Netgiraffen og den store Grevy Zebra er bare to af dem.

Også i Samburu National Park kan du finde The Big Five … måske endda helt tæt på dit lodge ved Uaso Nyiro Floden, som tit er udtørret, men alligevel får meget besøg af rovdyrene …

Masai Mara National Park

Du bliver helt tavs, når du første gang ser de store åbne vidder, hvor dyrene søger skygge under spredte akacietræer, mens de store dyreflokke baner sig vej igennem det imponerende landskab med solen stående rødt i baggrunden.

Du er kommet til Masai Mara med verdens største koncentration af vilde dyr. Store flokke af giraffer, elefanter, gnuer og zebraer. Løver, leoparder, geparder, strudse og næsehorn. Side om side under naturens barske rangorden. Og side om side med masaierne, der går rundt med deres husdyr i området.

Fra juli til oktober kan du opleve den store dyrevandring, når millioner af gnuer og zebraer vandrer over Mara Floden mellem Masai Mara i Kenya og Serengeti i Tanzania – mens både de store kattedyr og krokodillerne venter på deres store ædegilde. En konstant psykologisk kamp, der udspiller sig for øjnene af dig, hver gang flokkene krydser floden.

En af de største oplevelser er en ballontur ved solopgang over Masai Mara. Stille glider I hen over de morgenfrisk dyre og deres aktiviteter … uanset årstid er Masai Mara intet mindre end fantastisk.

Amboseli Nationalpark

Når du slår gardinet fra i dit værelse eller ruller stoffet op i dit luksustelt, er udsigten på de klare dage til Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Det rejser sig majestætisk med sneen på toppen over de de smukke savannevidder og danner baggrund for de store elefantflokke, som kendetegner Amboseli National Park. Girafferne er her i stort antal og græsser tit på området for foden af bjerget – og gennem året skifter naturen hurtigt fra frodigt og vådt til udtørret landskab. Uanset årstid kan Amboseli National Park opleves på sin helt specielle facon - og altid med de store dyreflokke.

Tsavo East and West

Tsavo East og Tsavo West udgør tilsammen det største nationalparkområde i Kenya –og første gang du kører i området og ser de røde elefanter, så kigger du måbende men gætter hurtigt svaret, for Nationalparkernes røde jord sætter sig på elefanterne - og resultatet er præcis fænomenet, røde elefanter.

I den meget varierede natur med alt fra frodige vandhuller, som tit trækker masser af dyreaktivitet, til udtørrede områder lever et bredt dyreliv, som bl.a. tæller krokodiller, alle kattearterne, vandbukke, flodheste og de smukke elefanter.

Mombasa

Ved Mombasa-kystens, Diana Beach, finder du de lange, hvide, paradisiske sandstrande, hvor safaridagenes oplevelser sætter sig, mens du på en solseng nyder udsigten over koralrevet og Det Indiske Ocean. Afslutter du din safari i Tsavo East eller Tzavo West, når du det skønne paradis i bil – alternativ finder du vej via Landing-Strips i nationalparkerne eller med rutefly fra Nairobi.

Efter oplevelsesrige og lange dage, er dagsordenen nu sat til afslapning, lækker mad, spabehandlinger, massage, poolliv og en snorkeltur fra de skønne hotellerne direkte på stranden.

Kombiner Kenya med Tanzania, Zanzibar, Uganda, Rwanda, Qatar og Dubai.

Få inspiration til din næste rejse