Knallerter, cykler, cykeltaxaer og vietnamesiske kvinder med deres salgskurve slås om pladsen på vejene i Vietnams hovedstad, Hanoi. Livet leves omkring søerne midt i byen og i den gamle bydel med sine karakteristiske handelslaugs gader. Hanoi er myldrende og kaotisk – og samtidig fyldt med liv, sjove lokalmarkeder, smukke broer og fantastiske smukke bygninger.
Kontrasterne er til at få øje på … køb gamle propagandaplakater eller smukke silkebroderier, besøg Hanois Opera eller se vanddukketeater, drik kaffe og en drink på det fashionable Metropole Hotel eller gå på madoplevelser i byens mange lækre restauranter …
Brug et par timer på Ho Chi Minh-mausolæet, drys rundt i Old Quarter, find den ikoniske Train Street. Hanois historie er anderledes, fascinerende og fængslende …
Fortsæt rejsen til Halong, hvor du sejler ud i et eventyrligt landskab med de knap 3.000 sandstensformationer, der skyder op af det Sydkinesiske Øhav. Vær lidt kræsen, fravælg de store både – men oplev i stedet Halong i en privat, kinesisk junke med en besætning, der forkæler med skøn seafood og dejlige vietnamesiske retter.
Sejl væk fra turistindustrien og ind i de små, lokale fiskerbyer– og nyd sejlturen fra dækket i din liggestol, tag på tur mellem de mange klipper i bådens kajakker – og oplev roen og en nærmest højtidelig stemning, når de store rovfugle kredser over sandstensformationernes toppe.
Uendeligt smukke, grønklædte bjerge og et væld af forskellige bjergstammer venter blandt oplevelserne nord for Hanoi i Mai Chau og Sapa. At tage toget en af vejene er en oplevelse i sig selv – både hvis du vælger det lokale tog på 1. eller 2 klasse eller luksustoget Victoria. Snør dine bedste vandresko og få de mest imponerende udsigter, Vietnam byder på, besøg landbyer og minoritetssamfund, lokale markeder og risterasser.
Hos os kan du hente hele verden hjem i din stue – og undgå at skulle presse et rejsemøde ind i en i forvejen hårdtbooket hverdag. Vi møder dig helt utraditionelt og uforpligtende over en god kop kaffe hjemme hos dig.