Forestil dig 115 øer fyldt med nogle af verdens smukkeste strande, palmer & boutiquehoteller spredt over et kæmpe areal i Det Indiske Ocean. Langt de fleste ubeboede, rå, badet i sol … og omkranset af havets fineste blå nuancer. Velkommen til Seychellerne …
Her leves livet i lavt gear, turismen er begrænset … og regnskov, koraløer, klippeformationer og nationalparker spreder sig på smukkeste vis.
Øerne er vidt forskellige, blot 20 af dem er beboede … og skal du have det bedste indtryk af det smukke ørige, så kombiner 2-3 øer og oplev forskellighederne.
Når alt er småt er det ikke svært at være størst … og størst er hovedøen Mahé med en lille, international lufthavn, som er indgangen til Seychellerne. På Mahé ligger en af verdens mindste hovedstæder, Victoria, med kolonitidens smukke huse og fine små gader. Øen er perfekt til trekking – og med vandrestøvlerne på kan du nå både øernes højeste bjerg, som med sine 900 meter løfter sig fra landskabet – og afsides strande, som kun nås til fods. På din vej rundt på øen mødes du af duftende krydderiplantager, eksotiske blomster, fantastiske klippeformationer – og Morne Seychellos National Park.
Er du fugleinteresseret, så snup en sejltur til koraløen Bird Island … og drømmer du om en uforglemmelig, udbytterig snorkling, så søg mod den lille ø, Cerf, ved marinereservatet, Sainte Anne. Skønne og helt tilbagelænede dagsudflugter.
En kort flyvetur sender dig videre til de smukke strande på den 10 km2 store Praslin, som er den næststørste ø, hvor strandliv & barfodsluksus er det bærende omdrejningspunkt for dine feriedage. Lige præcis her finder du nemlig nogle af verdens bedste strande. Kan du forlade de smukke scenerier, så venter junglen Vallée de Mai, hvor verdens største kokosnødder er ’hovedattraktionene’ … dobbeltnødden Coco de Mer, som kan veje helt op til 30 kg og har et helt særligt, feminint udseende.
Kun La Digue, som du når efter en lille times sejlads, kan trumfe strandlivet på Praslin. På La Digue foregår transporten til fods eller med & på cykel, biler er sjældne – og når dagsturisterne tager retur til de andre øer, er øen et af de mest romantiske steder på jorden med en sjælden ro og autencitet. Nyd udsigterne, de afsides strande, som du næsten har for dig selv – og ikke mindst Anse Source D’Argent, som måske er den smukkeste på Seychellerne.
Lad os guide dig til de smukkeste boutiquehoteller og lokale restauranter, hvor du møder og kan opleve den skønneste lokalbefolkning – en rejseoplevelse, som går over i din rejsehistorie.
Dubai er en af verdens største ‘legepladser’ – fyldt med imponerende arkitektur, prestige- og statussymboler og ikke mindst skønne, luksuriøse hoteller, restauranter og shopping på alle niveauer. Et naturligt stop, hvis du vil dele rejsen i 2 …
Forlæng din ferie et par dage – og oplev et lille hjørne af fascinerende Mellemøsten. Duft krydderierne, gå op opdagelse i bazaren, smag de simrende, arabiske retter. Strejf rundt, vær nysgerrig og fortsæt til luksus på den store, kunstigt opførte ø, Perlen! Mere kontrastfyldt bliver det nok ikke.
I Kenya finder du et af verdens bedste safariområder med de store sletter og savannen, der dufter af natur, græs og støv. Fantastiske safarioplevelser venter … hvis du vil kombinere sol & afslapning med dyreliv & natur!
Hos os kan du hente hele verden hjem i din stue – og undgå at skulle presse et rejsemøde ind i en i forvejen hårdtbooket hverdag. Vi møder dig helt utraditionelt og uforpligtende over en god kop kaffe hjemme hos dig.